Takk til Lillebjørn (og Jan Erik)

Regnet er en venn som gråter for seg selv.
Vinden er en vandringsmann som alltid tar farvel.
Solen er en fyrste som kan gjøre som den vil,
når morgengryet lar den slippe til. noe det ikke gjør her
Hvis jeg var nattens regn ville jeg flykte med en elv.
Hvis jeg var nattens vind ville jeg hyiske deg farvel.
Og hvis jeg kunne klatre på en himmel klar og blå,
ville jeg finne en venn og skinne på.
Men alt det regnet jeg har kjent har rent på mine kinn.
Jeg skulle ønske jeg var regn som falt i natt.
Og alle mine sanger har morgengryet tatt.
Jeg skulle ønske jeg var regn som falt i natt.
Hvis jeg var nattens regn ville jeg flykte med en elv.
Hvis jeg var nattens vind ville jeg hviske deg farvel.
Alt for mange sanger har morgengryet tatt.
Jeg skulle ønske jeg var regn som falt i natt.

Surkl, surkl, surkl, surkl
(med lue og votter)

[...] i pøsende regn